Samtidskunst er en fortsat samtale. På Aros foregår den nu på afrikansk

Efter flere måneders nedlukning åbner Aros nu igen dørene for publikum. Det sker med en udstilling af afrikansk samtidskunst, der rokker ved fordommene

Artiklens øverste billede
Den store port af eukalyptus, 'Flowers for Africa', er lavet af Kapwani Kiwanga og handler om dekolonialisering af Afrika. Fra midten af værket ser Zanele Muholi i et selvportræt tilbage på dem, der ser på hende og hendes sorthed.

aarhus Glem det.

Glem, hvad du tror, at du ved om afrikansk kunst. Hvis man overhovedet skal bruge ordet afrikansk i den forbindelse, for kunsten fra det store kontinent er lige så forskellig som den, der kommer fra det europæiske kontinent. Man kan bare bruge ordet international.

Det kan man forvisse sig om, hvis man går en tur på den nye udstilling på Aros, ’This is not Africa’ med undertitlen ’Unlearn what you have learned’, som museet genåbnede med onsdag i sidste uge.

Et nyt perspektiv

Du skal se den del af verden i et nyt perspektiv, siger Aros-direktør Erlend Høyersten og trækker en lige linje fra Olafur Eliassons regnbue, ’Your rainbow panorama’, på taget af Aros til den nye udstilling på nederste etage.

”Regnbuen handler også om at se tingene i et nyt perspektiv,” siger han, der sammen med blandt andre museumsinspektør og medkurator Maria Kappel Blegvad, har været i Sydafrika og lige før nedlukningen også i Ghana og Nigeria for at møde kunstnere i deres atelier og gallerier samt andre aktører i kunstverdenen for at finde værker til udstillingen.

”Når man laver sådan en samtidsudstilling, er samtalen enormt vigtig. Samtidskunst er en fortsat samtale, den handler ikke bare om det enkelte værk, men om fortællingen bag.”

Museumsinspektør Maria Kappel Blegvad har været med i Afrika for at finde værker og tale med kunstnere.

Kunst den anden vej

Samtidig har Aros lavet en aftale med tre udstillingssteder i Ghana, blandt andet The Savannah Center for Comtemporary Art, om udlån af værker fra Aros’ samling, for eksempel af Olafur Eliasson, Nicolai Howalt & Trine Søndergaard og Henrik Saxgren, for at levere noget den anden vej.

I alt har Aros hentet godt 60 værker af 26 samtidskunstnere. Havde coronapandemien ikke lagt begrænsninger på alle udfoldelser, ville der have været afrikanske performancekunstnere på museet, ligesom flere af kunstnerne ville have været til stede for at være med til at sætte deres værker op.

Men det har ikke kunnet lade sig gøre.

Moffat Takawadi har lavet dette værk af kasserede genbrugsmaterialer fra Vesten, blandt andet tastaturknapper og tandbørstehoveder.

Længe i tankerne

Erlend Høyersten havde udstillingen som koncept i tankerne, allerede inden han blev direktør på Aros i 2014.

”Omkring 2010 var der mange udstillinger fra det afrikanske kontinent, hvor Afrika i kunstverdenen var en samlet betegnelse, som var kontinentet en samlet nation. Det var en meget fordomsfuld tilgang, synes jeg, hvor man hele tiden stempler den slags kunst som noget andet end den europæiske,” siger han.

”Man talte om masker, rytmer og dans og reproducerede på den måde gamle fortællinger og forestillinger om et underudviklet og primitivt kontinent.”

Han peger på en lille skulptur af en afrikaner, som står ved indgangen til udstillingen. Den er blot et hoved, men den er så fin i sin udførelse, at man, da den blev fundet, havde svært ved at forestille sig, at det var en afrikansk kunstner, der stod bag den.

Så man opfandt en historie om, at den var lavet af en kunstner, der var steget op af havet fra den mytiske by Atlantis, fortæller Erlend Høyersten. Det var mere troværdigt, mente man, end at tro på, at Afrika havde en blomstrende kultur og avancerede civilisationer.

Med det in mente, kan man så tage fat på udstillingen og nogle meget eksplicitte værker, som kuratorerne mener, at man skal sætte en god times tid af til at se, hvis man også skal nå at fordybe sig i videoværkerne.

Der er ikke forklarende skilte ved de enkelte værker. I stedet får man udleveret et lille hæfte, hvor man kan læse kunstnernes egne tanker og visioner bag værkerne.

Et værk, der reproducerer tanken om den afrikanske kvinde som den evige hjælper, måske endda en slavegjort hjælper.

Afrikanske samtidsstemmer

Hele idéen var at lade de mange afrikanske samtidsstemmer komme til på udstillingen, siger Maria Kappel Blegvad.

”Vi har været meget bevidste om at undgå at repetere myten om Afrika, bevidste om de mange blinde vikler, man som hvid vesterlænding rummer. Derfor har vi lavet et kollektivt samarbejde med de afrikanske aktører,” siger hun.

”Vi har skubbet til nogle grænser – jeg vil mene, at vi har udfordret os selv.”

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen