Modige Alice møder en underverden

Oprindeligt rejste Alice slet ikke på eventyr men ind i underverdenen. Det fastholder Aarhus Teater i dette års familieforestilling, der er eventyrlig men også dyster.

Artiklens øverste billede
Den gale hattemager, Hjerte Dame og den hvide kanin er alle med i deres roller som sjove, skøre og skræmmende i årets familieforestilling på Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Det er ikke Disneys kulørte glansbillede-version af Alice i Eventyrland, som Aarhus Teater præsenterer for familierne i år op til jul. Det er den oprindelige Lewis Caroll-historie, der i øvrigt skulle have heddet ”Alice in Underland”, hvilket forfatteren blev overtalt til at ændre til ”Alice in Wonderland”. Den er mere dyster og uhyggelig og sender Alice på rejse i sin egen underbevidsthed, der ikke er et eventyr.

»Den er eventyrlig, fantastisk og sjov, men også dyster og uhyggelig,« siger instruktøren, Simon Boberg, som Århus Onsdag møder på Aarhus Teater i forbindelse med en pressevisning på stykket, der havde premiere torsdag 11. november.

Han påpeger, at alle har et forhold til ”Alice i Eventyrland” uanset om man har læst eller set den og i hvilken version. Vi har både litterære referencer og vendinger i daglig tale, der stammer fra historien. For eksempel ryger vi ”ned i kaninhullet”. Derfor har han og instruktør, Maria Sunesen, truffet et bevidst valg om at arbejde med de dybe lag.

Alice er en helt

»Der er rigtigt uhyggeligt i ens egen underbevidsthed. Men Alice møder alt det mørke i sig selv med medfølelse, retfærdighedssans og ideen om, at vi må kunne være gode ved hinanden. Hun er en helt, så det er en heltehistorie,« forklarer han årets familieforestilling ind imellem visningen af udvalgte scener.

Alice er lige dumpet gennem kaninhullet og ser sig undrende om i et meget blåt univers, hvor to lysende paddehatte kommer sejlende ind på scenen. En rygende kålorm sidder på toppen af den højeste. Han glimter og glitrer, og følehornene lyser som elektriske antenner, mens han damper løs.

Han beder hende om at synge ”Se den lille kattekilling”, og hun forsøger efter bedste evne, men alting er ligesom forandret - også sangen:

»Se den lille kattekilling, nej hvor er den blød. Den har skarpe tænder og en pels så rød ........«

Efter en lang prøvetid, hvor vi har tænkt det hele, får vi pludselig umiddelbare reaktioner fra børnene i salen. Vi må gribe det og bruge det, så publikum føler sig set og hørt. Det holder os på dupperne.

Andrea Øst Birk, skuespiller og hovedrolleindehaver

Alice følger nysgerrigt og kritisk med i den verden, hun møder. Hun siger fra og stiller spørgsmål – og lader sig overvinde til at lege med. Foto: Karoline Lieberkind

Billetterne rives væk

I en pause mellem scenerne fortæller Simon Boberg, at Alice havner i en verden, hun ikke forstår. Hun føler sig mærkelig, helt anderledes og er udenfor. Når hun spørger en mus, om den godt kan lide katte, bliver den fornærmet, fordi hun ikke forstår musens verden.

»Vi viser det på en sjov måde, men alle kender følelsen af fremmedgørelse. Også voksne, der pludselig skal begå sig digitalt i nye systemer, de ikke kender. Børn oplever tit at være i nye klasser, grupper, institutioner, hvor de ikke kender kodeks og kan føle sig fremmed – ligesom Alice,« siger instruktøren.

Simon Boberg håber, at stykket efterfølgende vil giver familie-publikummet en god snak om de store emner.

De viser på forhånd stor interesse for igen at komme i teateret og møder talstærkt op, for næsten 90 procent af billetterne blev hurtigt solgt. 22.000 ud af 25.000 sæder er besat. Teateret har derfor besluttet sig for at sætte seks ekstra forestillinger op, hvilket giver yderligere 2000 billetter.

Hjerte Dame elsker at hugge hovedet af folk og påstår, at Alice stjæler, så hun også skal af med hovedet Det kommer der en mærkelig retssag ud af. Foto: Karoline Lieberkind

Den første hovedrolle

Når skuespiller Andrea Øst Birkkjær og hendes kolleger går på Store Scene fra 10. november og indtil jul bliver det til sale fulde af børn og deres familier. Det glæder skuespillerne sig til.

»Jeg har kendt Alice, Filurkatten og Hattemageren hele mit liv og holder af dem. Det er skønt at spille netop den rolle, og familierne er et herligt publikum,« siger Andrea Øst Birkkjær, der spiller hovedrollen som Alice.

Hun var med i ”Et Juleeventyr” sidste år og i ”Charlie & Chokoladefabrikken” i maj. Alice er hendes første hovedrolle.

»Jeg er simpelthen med på scenen fra start til slut og oplever det hele kronologisk - ligesom publikum. Vi følges ad, og jeg har den samme kjole på hele vejen i stedet for at skulle løbe ud og ind i forskellige kostumer, man skal skifte til i en fart, mens stykket fortsætter på scenen,« forklarer hun med et stort smil.

»Efter en lang prøvetid, hvor vi har tænkt det hele, får vi pludselig umiddelbare reaktioner fra børnene i salen. De fortæller for eksempel gerne, hvor skurken gemmer sig, og svarer i det hele taget på det, vi spørger om. Vi må gribe det og bruge det, så publikum føler sig set og hørt. Det holder os på dupperne,« siger Andrea Øst Birkkjær, der blev uddannet i Odense i 2020 og derefter ansat på Aarhus Teater.

Der er rigtigt uhyggeligt i ens egen underbevidsthed. Men Alice møder alt det mørke i sig selv med medfølelse, retfærdighedssans og ideen om, at vi må kunne være gode ved hinanden. Hun er en helt, så det er en heltehistorie.

Simon Boberg, Instruktør

Den gale hattemager, Hjerte Dame og den hvide kanin er alle med i deres roller som sjove, skøre og skræmmende i årets familieforestilling på Aarhus Teater. Foto: Karoline Lieberkind

Historien kort fortalt

Det hele begynder med, at Alice i søvne, får øje på en hvid kanin og hopper efter den ned i et kaninhul. Der møder hun de særeste og sjoveste dyr og væsner.

Hun krymper og vokser, alt efter hvad hun drikker og spiser. En Filurkat tager hende med til et tosset teselskab sammen med en vårhare, en syvsovermus og en gal hattemager.

Hun møder også dronningen Hjerter Dame, der anklager hende for at stjæle, fordi Alice har smagt på hendes kager. Alice bliver frustreret, for hun har ikke stjålet noget, men hun lader sig ikke sådan slå ud.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen