Hobbitten kommer til Moesgaard: Signe Egholm Olsen frygtede at blive »pløkket af Tolkien-politiet«

Få meter nede ad havegangen bag en rødstensvilla i Højbjerg, kommer hvad der ved første øjekast minder om en lille, blå smølf Århus Onsdags journalist i møde.

»Hej! Velkommen! Eller altså, det er jo ikke mig, der bor her. Det gør mine forældre. Jeg bor herude i de her uger, hvor jeg spiller med i Hobbitten.« Hætten på det blå joggingsæt ryger ned, og først der bliver det tydeligt, at smølfen er skuespiller Signe Egholm Olsen.

Hun spiller ikke smølf, men hobbitten, Bilbo Sækker, i Det Kongelige Teaters dramatisering af J.R.R Tolkiens eventyr Hobbitten, som spiller udendørs ved Moesgaard Museum til 25. juni.

Signe Egholm Olsen trækker en bænk og et lille bord hen i et hjørne af haven, hvor solen rammer, og går ind for at lave kaffe.

»Så er der kaffe,« proklamerer hun, da hun få minutter efter er tilbage.

»Jeg nåede også lige at smøre en madpakke.« Signe Egholm Olsen sætter to kopper kaffe på det lille bord og sig selv på bænken.

Forestillingen Hobbitten spillede sidste år i Dyrehaven i København. Denne sommer er det gigantiske set-up af skuespillere, statister og dukker rykket til det bølgede landskab ved Moesgaard Museum.

»Faktisk er det meget sjældent, at jeg laver den samme forestilling mere end en gang. Men det var en del af dealen ved at være med i Hobbitten; at man var med først i Dyrehaven i København og siden på Moesgaard i Aarhus. Og da jeg jo oprindeligt er fra Aarhus, og mine forældre bor her, var det attraktivt for mig at kommer hertil,« siger Signe Egholm Olsen.

Bare få dage inden hun satte kurs mod Aarhus for at starte prøver på Hobbitten, spillede hun sidste forestilling af Det Kongelige Teaters opsætning af den græske tragedie Medea i Skuespilhuset i København.

»Jeg kom nærmest direkte fra den her kæmpe opsætning, som har fyldt mit hoved de sidste mange uger, og ud på Moesgaard for at spille Hobbitten. Så det var en lettelse at mærke, at min krop og hjerne husker scenegange og replikker, fra vi spillede i Dyrehaven sidste år, og guider mig igennem.« Signe Egholm Olsen puster lettet ud.

Ingen blodsmag

Scenografien i Hobbitten inddrager i høj grad naturen omkring Moesgaard Museum og adskiller sig således fra den, Signe Egholm Olsen bevægede sig i som den lille, modige hobbit, Bilbo Sækker, i Dyrehaven. Også de rundt regnet 70 frivillige statister er nye og hentet ind fra Aarhus og omegn. Men castet og de kreative folk bag scenen er – bortset fra nogle ganske få – de samme.

»Da vi mødtes til første prøve på Moesgaard sidst i april, var det lidt som at være til en fætter-kusine fest, og det var så sindssygt hyggeligt at være samlet igen. Det nye kæmpe hold af statister startede prøver flere uger inden vi andre og havde fuldstændigt styr på, hvad de skulle hvornår. Så selv med ny scenografi og nye aftaler, gik alting over al forventning. Indtil videre har vejret sågar været med os.« Signe Egholm Olsen banker hårdt under bordet og får kaffen til at skvulpe i kopperne.

»I år går vi også ind i det uden den blodsmag i munden, vi nok lidt havde i Dyrehaven sidste år, hvor i hvert fald jeg havde en klar forventning om at skulle pløkkes af Tolkien-politiet. Fordi rigtig mange har læst bøgerne og set filmene og kender Tolkiens univers ind og ud og har en holdning til det. Men det skete ikke. Har nogen være negative omkring forestillingen, har de i hvert fald gået stille med dørene. Det gør nok, at vi alle sammen er mere rolige i år,« lyder det fra skuespilleren.

Fra belastning til kammerat

I Hobbitten er alle centrale karakterer dukker – ført af skuespillere. Således også Bilbo Sækker. Ikke færre end 180 dukker medvirker i forestillingen. I den forbindelse har dukkeskaber og -fører, Rolf Søborg Hansen, lagt et stort arbejde i at instruere skuespillerne.

»Jeg havde aldrig prøvet at spille med dukker, før jeg kom med i Hobbitten. Heldigvis er Rolf, ud over at være kongEN af dukker, også en pædagog med stor tålmodighed. Det er begrænset, hvad man kan nå at lære på så få uger, og jeg vil stadig ikke gå så langt som til at kalde mig selv for dukkefører, men sammen med Rolf fandt jeg en måde, så det kunne fungere. For mig har det været vildt dejligt at lære noget nyt – den her følelse af at erobre nyt land er meget tilfredsstillende,« siger Signe Egholm Olsen med et smil.

At føre forestillingens store dukker overbevisende er ikke så ligetil, og skuespilleren mødte da også en række udfordringer i sin første tid som fører af dukken Bilbo Sækker.

»Efter den første uges prøver med Bilbo-dukken sidste år, kan jeg huske, jeg var helt lam i den ene side. Men efterhånden fik jeg da trænet min arm op...« Signe Egholm Olsen tager en slurk af sin kaffe, før hun fortsætter:

»Det er da specielt at stå på scenen i skyggen af en dukke, men samtidig være med hele vejen. Mange gange nåede jeg at tænke: “Er du nu der igen, Bilbo-dukke?! Flyt dig, så jeg kan komme til at spille noget teater.” Men til en prøve, hvor jeg spillede uden dukken for at skåne min arm lidt, kunne jeg nærmest ikke finde ind i rollen, og det gik op for mig, hvor stor en del Bilbo var blevet af mig i den her forestilling. Og så var jeg jo sådan: “Nej, hey, Bilbo – kom tilbage!”. Fra at være en belastning endte dukken med at blive en kammerat,« fortæller Signe Egholm Olsen.

Instruktør på Hobbitten Kasper Holtens valg af Signe Egholm Olsen til at spille Bilbo Sækker har på intet tidspunkt beroet på et kønsmæssigt statement, men på hans tro på, at hun var den rigtige til rollen.

»Jeg syntes, det var herligt at blive spurgt, om jeg ville spille Bilbo Sækker, og jeg tager det som en stor kompliment, at Kasper Holten har tænkt: “Bilbo... Ham kan Signe spille!” Jeg ved, at det aldrig har været et feministisk projekt fra Kaspers side at vælge en kvinde til at spille en manderolle. Det er et take, han har valgt, blandt andet for at hjælpe publikum med at differentiere hobbitten Bilbo fra dværgene i forestillingen. Ved at give Bilbo en kvindestemme, min stemme, adskiller han sig tydeligere fra dværgene – det er virkelig godt tænkt!« Signe Egholm Olsen nikker anerkendende.

Ukontrollable faktorer

Signe Egholm Olsen havde ikke spillet en udendørs forestilling med den række af uforudsete og ukontrollable faktorer, der følger med, før hun kom med i Hobbitten.

»At spille forestilling under åben himmel er helt unikt. Man kan ikke kontrollere noget, alt er ligesom i spil. Det minder på ingen måde om, hvordan det ellers er at lave teater. Udendørs bliver der malet med den helt store pensel; man skal have langt større armbevægelser og artikulere endnu mere end på en almindelig, indendørs teaterscene. Så publikum kan både se og høre, hvad der foregår – også når vinden rusker i træerne, eller der kommer en flok skræppende fugle flyvende forbi,« siger Signe Egholm Olsen.

I Hobbitten er det ikke alene natur og vejrforhold, der kan give udfordringer. Det samme kan de levende dyr, som også er med i forestillingen.

»Vi har seks Shetlandsponyer med på scenen. Og dem kan man ikke instruere på samme måde, som man kan med skuespillere... Under en forestilling i Dyrehaven, i en scene hvor jeg skal råbe “Vi ses!” til min gruppe og trække afsted med min pony, ville ponyen ikke med. Den havde fundet en tot græs og rykkede sig ikke ud af stedet. Så jeg måtte råbe “Vi ses! Vi ses snart!” flere gange og lægge alle kræfter i, før ponyen endelig fulgte med. Sådan noget kan man ikke forudse, og det skal man kunne være i og arbejde med,« griner Signe Egholm Olsen.

Med det kuperede terræn som en del af scenografien bliver skuespillernes kondition ligeledes sat på prøve.

»På mange måder er det at spille med i Hobbitten lige så meget en sportsgren, som det er teater. Efter en prøve eller en forestilling har jeg simpelthen været så vanvittigt fysisk træt. Min yngste dreng går i Skovbørnehave, og pludselig forstår jeg bare så godt, at han er helt baldret, når han kommer hjem derfra!« Signe Egholm Olsen lader sig falde tungt tilbage mod bænkens ryglæn og strækker benene. Så tilføjer hun:

»Det er fantastisk at mærke, hvordan alle involverede er helt indstillede på alt det, der følger med i en forestilling som den her, hvor man er ude i alt slags vejr. Man skal virkelig være i stand til at lægge sin forfængelighed fra sig, men det giver et særligt fællesskab, når alle løber rundt i joggingtøj og praktiske sko med sved på panden. Det skaber en helt speciel og fin stemning, som jeg er glad for at opleve.«

Glæde og dedikation

Signe Egholm Olsen er født i Aarhus, og selv om det efterhånden er mange år siden, hun rykkede til København, bliver hun stadig ramt af nostalgi, når hun bevæger sig rundt i den jyske hovedstad.

»Aarhus er min hjemby, og jeg bliver altid lidt nostalgisk, når jeg kommer hertil. Det var jo i Aarhus, på Gellerupscenen, alt det med skuespil startede for mig... Efter at have boet i København over halvdelen af mit liv, kan jeg da godt mærke, jeg ikke længere kender byens kroge, men jeg elsker virkelig Aarhus, og for mig er det en gave at få lov til at være her i en lidt længere periode og kunne kombinere arbejds- og familieliv.« siger Signe Egholm Olsen.

En lige så stor gave er det for skuespilleren at kunne stå på scenen igen foran et publikum uden at have en tung corona-sky hængende over hovedet.

»Oprindeligt skulle vi have spillet Hobbitten i Dyrehaven i 2020 og på Moesgaard i 2021, men grundet corona, blev det hele rykket. Derfor har jeg også en følelse af, at Hobbitten har været en del af mit liv virkelig, virkelig længe. Så det er helt utroligt forløsende nu at være tilbage på scenen med min ven, Bilbo.« Signe Egholm Olsen tømmer sin kaffekop og ruller den mellem håndfladerne.

Så siger hun:

»Den glæde og taknemmelighed hele castet føler over at være tilbage på scenen, den mærker vi også fra publikum. Jeg er målløs over at opleve, hvor dedikeret publikum er. Og velforberedt. De skal gå et godt stykke alene for at komme frem til tribunen, og så har de termoundertøj på og har pakket regntøj og tæpper, så de kan holde varmen, når solen går ned og det bliver køligt, eller der falder en byge. Det ryster dem ikke. Vi oplever eventyret om Hobbitten fra hver vores side, men stadig sammen, og den glæde, det giver, synes jeg, er enormt livsbekræftende.«

Signe Egholm Olsen kigger på klokken og rejser sig. Det er ved at være tid til, at hun, dukken Bilbo og deres trofaste følgesvende endnu engang skal ud på deres farefulde rejse. En rejse hvorpå de møder dværge, drager, elvere og troldmænd. Men – så vidt vides – ingen smølfer.