Giftig maskulinitet på Katapult med Putin som forbillede
’Putin watches me while I have sex’ er en tragikomisk prisvinder om iscenesat hyldest af “den stærke mand”
Kan man udleve en fantasi, hvor man er i en rolle … og samtidig være sig selv? ”Har Putin nogensinde googlet: “Hvorfor kan jeg ikke få udløsning?” Tænker kvinder kun på sex?
Det er nogle af de meget direkte spørgsmål, der stilles i den tragikomiske fortælling ’Putin watches me while I have sex’, som går i kødet på emnet giftig maskulinitet. Forestillingen spiller på Teater Katapult 20.-22. september, og er udviklet af dramaturgerne Nikoline Grinsted og Emma Asmussen. Deres inspiration kom under en rejse til Rusland, hvor de oplevede statens iscenesættelse af Putin som et maskulint symbol.
Forestillingen sætter spørgsmålstegn ved den iscenesatte hyldest af “den stærke mand” uden refleksion over mandens handlinger. Den behandler forholdet mellem køn, maskulinitet i samtiden … og ikke mindst: Identitet i en digital tidsalder præget af sociale medier.
Bliv en fucking Putin
I forestillingen møder vi David, David fra salgsafdelingen. En ung og sårbar mand, der – som så mange andre – kæmper med en nagende fornemmelse af, at han ikke er og aldrig vil blive god nok. At han ikke helt passer ind i den hyper-seksualiserede verden, han lever i. At han ikke er sexet nok, social nok, ambitiøs eller karakterstærk nok. Modsat sin formfuldendte kæreste Camilla går David mere i et med væggen. Han er bare David, David fra salgsafdelingen.
»Men hvorfor skal David acceptere en verden, hvor han ikke er god nok, når han kan skabe sin egen? En verden hvor alle hans fejl og mangler kan forsvinde som dug for solen, hvis bare han bliver en stærk mand. En mand med magt og muskler. En frygtet mand. En mande-mand. En fucking Putin,« lyder det i pressemeddelelsen om forestillingen.
Forestillingen vandt Udviklingsprisen på scenekunstfestivalen QuongaFest 2021.
Den anbefalede aldersgrænse for forestillingen er fra 15 år. Forestillingen spiller på dansk.
gs