Måske fortalte Leonora Christina vilde løgne fra Blåtårn
Christian Lollike og Aarhus Teater viser os nye sider af sagen om kong Christian 4.'s datter, der blev spærret ind i Blåtårn i 22 år uden rettergang. Vi har kun hendes egen fortælling, der renser hende for landsforræderi. Men passer den?
Det skete i 1663 - længe før Rigsarkivet, daglige nyheder og Google. Så vi ved rent faktisk ikke, hvorfor Leonora Christinas bror, Frederik 3., spærrede sin begavede og veluddannede søster inde uden rettergang. Det undersøger manuskriptforfatter Christian Lollike i et nyt stykke på Aarhus Teater, ’Leonora Christina- Sandhedens Dronning’.
Leonora Christina var stormfuldt og lykkeligt gift med rigshofmester Corfitz Ulfeldt – en mand helt inde i magtens centrum, som dog rapsede af statskassen og blev anklaget for højforræderi.
Det er op til publikum at vurdere, om Leonora Christina var sandhedens dronning, eller om hun var en landsforræderisk manipulator. Nogle vil mene, at en sandhed ikke er andet end en løgn, der er gentaget et tilstrækkeligt antal gange.
Hun må have været for vild. Hun var belæst, talte og skrev mange sprog og fødte 15 børn. Hun har en mand, der måske nok i dag ville have fået en diagnose, men hun holder sig ovenvande og er en kæmpe powerkvinde, som kunne begå sig i hoffet. Og så var hun helt klar i sindet i alle årene, trods flere tilfangetagelser.
Vender tilbage fra de døde
Lollike lader Leonora Christina fortælle sin historie til publikum. Hun vender tilbage fra de døde og deler sin sandhed. Men holder den? Publikum bliver i tvivl, om det her er et sandhedsprojekt fra en person, der er blevet gjort uret. Eller om hun har været drevet af magtbegær?
»God eftermiddag. Selv om jeg har været død i mere end 300 år, kan vi vel godt tale lidt sammen? Jeg har siddet indespærret i 21 år ni måneder og 11 dage uden rettergang med rotter og kakerlakker, har spist opkast og halvfordærvet kød, anklaget for landsforræderi,« indleder Nanna Bøttcher stykket.
»En anklage, der stadig klæber til mit navn. Det er den historie, som magtfulde mænd har gentaget igen og igen i deres iver efter at forme historien. Sandheden er, at en dydig herre elskede mig og i ulykken, svigtede jeg ham ikke. Jeg blev påført rædsler og pinsler af misundelige og ubegavede mennesker,« fastslår hun, og så er vi i gang.
Manuskriptforfatteren viser det vilde liv, hun levede. Uanset hvad man måtte mene om hende, var hun større end det, samtiden kunne rumme. Er det derfor, at Frederik 3.’s kone, Sophie Amalie, går så hårdt efter Leonora Christina?
»Sandheden kan i virkeligheden godt vise sig at være en mening. Vi lever i en tid, hvor sandheden er til evig diskussion. Politikerne miskrediterer andre i stedet for at fortælle, hvad de selv vil. Det sker også her. Hvem klarer sig bedst? Hvem er mest charmerende?« spørger Nanna Bøttcher, der spiller Leonora Christina.
Hun var for vild
Århus Onsdag møder hende på kanten af Scalas scene på Aarhus Teater umiddelbart efter pressevisningen af stykket. Den finder sted en uge før, tæppet skal gå for første gang.
Nanna Bøttcher er iført kongeblå kjole og smykker. Hele scenerummet er også kongeblåt. Det matcher farven på det blå blod i hovedrollens åre.
I stykket er det især svigerinden, Sofie Amalie, der anfægter Leonora Christinas fortælling. Svigerinden, der spilles af Anne Plauborg, dukker op i nogle af scenerne og fortæller sin version af historien. Var hun jaloux på Leonora Christina, der opførte sig som en verdensborger og førstedame? Overtalte Sofie Amalie sin kongelige mand til at fængsle sin søster? Leonora Christina blev først lukket ud af Blåtårn, da Sofie Amalie døde i 1685.
»Leonora Christina må have været for vild. Hun var belæst, talte og skrev mange sprog og fødte 15 børn. Hun har en mand, der måske nok i dag ville have fået en diagnose, men hun holder sig ovenvande og er en kæmpe powerkvinde, som kunne begå sig i hoffet. Og så var hun helt klar i sindet i alle årene, trods flere tilfangetagelser,« siger Nanna Bøtcher om sin rolle.
Nanna Bøttcher lægger ud med at være gravid, vital og helt klar i spyttet. Der er dans, musik og et tæt samspil med Kjartan Hansen, som er Corfitz Ulfeldt. De to er et tæt makkerpar og har intense samtaler.
»I vores version af Leonora Christina plæderer hun for, at det ville være gået bedre for Danmark, hvis hun havde fået lov til at blive tronarving. Hun viser, at der var nogle åndssvage love, som gjorde at hun trods sit potentiale blev holdt tilbage kva sit køn,« siger Nanna Bøttcher.
Hvad nu hvis hun virkelig mente, at hun handlede for rigets bedste? Det gik ikke så godt, efter at bror Frederik 3. fik magten. Kan det være retfærdigt at gøre som hende, hvis man gør det for sit land?
På flugt med 15 børn
15 år gammel blev Leonora Christina gift med den 30-årige rigshofmester Corfitz Ulfelt i 1636. De havde et stormfuldt og lykkeligt ægteskab og ad åre fik de 15 børn, så Leonora Christina var nærmest konstant gravid. Da jorden 15 år efter brylluppet brændte under ham, flygtede parret til Sverige, hvor de tilbragte otte år.
Hjemvendt til Danmark blev de begge fængslet i et år. Corfitz Ulfelts helbred var dårligt, og han døde i 1664 ganske kort tid efter, at Leonora Christina igen var blevet fængslet - denne gang i Blåtårn. Der skrev hun bogen ’Jammersminde’.
Hendes manuskript blev først fundet i udlandet i 1952 og udgivet i 1958. Man mener, at en medfange i Blåtårn, lægen Otto Sperling, opfordrede hende til at skrive den og overbevise Europa om hendes uskyld.
»Hvad nu hvis hun virkelig mente, at hun handlede for rigets bedste? Det gik ikke så godt, efter at bror Frederik 3. fik magten. Kan det være retfærdigt at gøre som hende, hvis man gør det for sit land?« spøger Nanna Bøttcher og lader det være op til os andre at finde svaret på det.
Stykket spiller til og med 10. december på Scala på Aarhus Teater.