Instruktøren på Svalegangen: »Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig«

»Valgaften er en sindssyg forestilling.«

Så enkelt kan det siges. Manden bag ordene ved, hvad han taler om, for han, Niels Erling, er den prisvindende instruktør af stykket ”Valgaften”. Det skruer helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden, når det helt ekstremt og grotesk kører kampen om den politisk magt længst muligt ud.

Pressen blev blæst bagud ved visningen på stykket på Svalegangen, der bød på skrigende kostumer, anmasende musik, svedig dans, gakkede dialoger og en stille hvid silkehøne, der kender sandheden.

Statsministeren optræder i en farverig variant af et Elvis Presley-outfit og sælger sin sjæl i aktier til sin utilfredse sponsor, firehjulstrækkerfirmaet, Soronto. Bag det står de siamesiske tvillinger, Sonny og Ronny, der tourette-agtigt og aggressivt dømmer statsministeren ude, efter at han har skaffet dem 12-sporede motorveje og en asfalteret Gudenå. Hans slogan om at bruge det CO2, de andre sparer, virker ikke længere.

Han deltager sammen med sin modstandere i et hæsblæsende tv-show, der udelukkende sigter efter høje seertal og ikke efter et oplysende indhold.

Blandt deltagerne er en neoliberalistisk og fremmedfjendsk kandidat, der vil sende flygtninge ud på fangeøer og afhjælpe mangel på mad i flygtningelejre med kannibalisme - de kan bare spise hinanden. 

Sandheden fra en høne

En anden modstander er oraklet, Kluk, der er den hvide silkehøne. Hun vil kæmpe den klimakamp, som alle ved er nødvendig, men som ingen vil gå ind i, fordi det er dyrt og besværligt og det koster stemmer. Kluk ryger ud af showet, men taler sig ind i tv-værtens sjæl og gør hende så bange for fremtiden, at det hele tager en drejning. 

Samtidig er Randers druknet i vand og showet har af den grund holdt et minuts stilhed. Virkeligheden kan ikke længere fortrænges.

»Vi har skruet maks op for alle ting for at se, hvad vi så står med. Det bliver fuldstændig grotesk, og vi håber, at folk vil grine af det - og af sig selv - samtidig med at de gyser. Stykket fremstiller klimasituationen værre end den er. Endnu,« siger Niels Erling med en pause inden og tryk på ordet ”endnu”.

Holdet bag ”Valgaften” er meget spændt på publikums reaktioner for de vil blive flittigt inddraget og skal med deres mobiler sende sms-stemmer på kandidaterne. Det kan falde forskelligt ud fra aften til aften, så publikum kommer ikke nødvendigvis til at se den helt samme forestilling, og skuespillerne skal være klar til at spille forskellige udgaver.

»Vi glæder os virkelig meget til at få publikum på, for de er helt afgørende. De vil påvirke vores måde at spille scenerne på, og det er vildt spændende at se, om det vil betyde noget for deres måde at stemme på,« siger skuespillerne i en pause i pressevisningen.

Alle ved det - ingen gør noget

Niels Erling forklarer, at det i ”Valgaften” er med underholdning som med den omdiskuterede spise, foie gras. 

»Underholdningen tvinges ned i kæften på folk, indtil smilet stivner, og de tænker, at vi måske skal skrue ned og forholde os til udfordringerne. Klimaet står og banker på, men selv om vi ved, hvad der skal til, er der ingen, der gør det. Hvis politikerne handler på det, mister de stemmer,« fortsætter Niels Erling.

Han bliver suppleret af dramatiker Niclas Ashkan Johansen, der har skrevet stykket.

»Tænk på italienernes Berlusconi, USA’s Trump og briternes Boris Johnson. Det virker som et mønster: Som om den nihilistiske, idealløse og klovneagtige figur i politik er blevet en magtfaktor. Den medfører gratis PR for milliarder. Medierne kan ikke få sig selv til at slukke for kameraerne, og vi kan ikke se bort,« siger Niclas Ashkan Johansen. 

Niels Erling påpeger, at demokratiets grundessens – valghandlingen – i stykket er taget til den mest groteske ekstrem i ”Valgaften”.

Alt er lort...

»Alt er lort, men underholdes, det vil vi kraftedme stadig. Om det så er det sidste, vi gør. Verden er i undtagelsestilstand, alt er død og ødelæggelse, en høne stiller op til statsministerposten, og alle øvrige kandidater er forblændet af magtliderlighed og økonomiske interesser. Det har været et vidunderligt paradoksalt sted at udforske,« siger han.

Instruktøren mener, at selv med så grotesk et stykke overgår virkeligheden fantasien og giver et eksempel fra Japan. Der har han set folk konkurrere i et tv-program om, hvem der kan spise mest spaghetti, mens de bliver centrifugeret. 

»Hvis vi tog det med på scenen, ville folk tro, at vi var skøre.«