Aarhus Revyen åbner igen: »Vi har sat huset på højkant og pantsat børnene«
Efter otte års revy-tørke, vender Aarhus Revyen tilbage med ny kraft og en erfaren direktør. Salling-Group og Skejby-skandaler er en del af showet.
Efter otte år i hi vender den tilbage.
Aarhus Revyen genopstår med indslag om alt fra ’Agent Samsam-Sagen’ til et panel af kendte aarhusianere som Jørgen Leth, Finn Nørbygaard og Medina, der svarer på spørgsmål omkring byen.
»Det er dejligt, at jeg kan udføre mit vanvid i Aarhus. Det betyder virkelig meget for mig at lave Aarhus Revyen,« siger direktør og producer for revyen Mikkel Schrøder.
Revyen har udvalgt skuespillere fra den øverste hylde og investeret flere år i forberedelsen til åbningen i år. Direktøren lover, at showet kommer til at skille sig ud fra mængden og kommer til at udfordre de største revyscener i Danmark.
Skejby og Salling er med
Med sit hyperaktuelle fokus formår Smilets Revy at inddrage både Tiktok, Skejby-skandaler, klimakrisen og et håb om, at Salling Group opkøber Irma-konceptet og gør det en del af et sammenhold, det burde tilhøre.
Især måden at håndtere klimakrisen viser virkelig, hvordan Aarhus Revyen formår at tage de mest seriøse emner og give folk noget at tænke over, mens man sidder med en tvivl om, man burde grine eller græde.
»Jorden forbliver, men mennesket dør,« og Greta Thunberg får lov til at spille nogle vigtige roller igennem aftenen.
Og hvis man synes, at det bliver for frelst, så sørger den klassiske revystemning for at lave sjov med både curlingbørn og telefonfanatisme.
Det er ikke hvem som helst, der giver sig i kast med at bringe Aarhus Revyen til live igen.
Livet på en revyscene er ikke uvant for direktøren. Som barn tilbragte Mikkel Schrøder sin tid ved landets revyscener.
Han var med til revyer hele sommeren, som barn af Hanne Uldal og Peter Schrøder var det hverdagskost. Men Mikkel Schrøder var dengang sikker på, at han ikke ville blive som sine forældre, når han voksede op.
Danmarks ældste og yngste
Han tog ud i verden og prøvede kræfter med at være komiker, trommeslager, skuespiller og meget andet, men på magisk vis endte Mikkel Schrøder med at være direktør for Danmarks nu yngste revy, i Aarhus, og Danmarks ældste, Svendborg Revyen.
Direktøren beskriver selv den version af et show som et samsurium af kunstformer, hvilket drager ham. Samtidig udfylder revyer en vigtig rolle i samfundet, mener Mikkel Schrøder.
»I et mediebillede og en verden, er der så mange indenrigspolitiske ting, som kan virke fjollede - det kan være kræftpakker, der ikke virker, og så er det vigtigt, at vi kan grine lidt af det. Jeg vil slå på tromme for, at revyen bliver ved med at være en lynafleder for de mennesker, der orienterer sig i sin samtid og kan se det sjove i, at tingene bliver sat på spidsen. Det synes jeg også, at der skal være mulighed for i Aarhus, en by der er så selvbevidst og har masser af kultur,« siger revydirektøren.
Udover den erfarne revy-maestro flankeres han af musical-stjernen Christine Astrid, der også er Mikkel Schrøders kone. Sammen står de for driften af Rottefælde Revyen i Svendborg.
Parret har sangerinde, radiovært, designer Szhirley med på scenen. Teater-skuespilleren Carsten Svendsen og den ene af Ørkenens Sønner, Henrik Koefoed, kommer også til at underholde publikum.
Mikkel Schrøder mener, at med sit stærke hold af skuespillere og enorme investering i alt fra parrykker, til lyd, lys, dekorationer og meget andet, så løfter de sammen Aarhus Revyen til et nyt niveau.
»Vi har skudt nogle midler ind i det, for at vi kan måle os med de store revyer i Danmark. Det synes vi, at man skal gøre i Aarhus. Det nytter ikke noget at lave en lille revy i en stor by, man skal lave en stor revy i en stor by. Det er satme ikke forkert at sige, at vi er gået all in. Vi har sat huset på højkant og pantsat børnene og gjort alt, hvad vi overhovedet kan for at brage igennem med en traditionel revy med nye toner,« siger Mikkel Schrøder.
Det er præcist de nye toner, som direktøren mener, der kommer til at sætte Aarhus Revyen på landkortet og skille den ud fra mængden.
Moderniseringen af revy
Der er ved at ske et nybrud i revyverdenen. Direktører bliver udskiftet og tiderne skifter. Mikkel Schrøder mener, at Revy-Danmark må til at modernisere.
Med en musikliste af sange, der rummer alt fra Beyoncé til Birthe Kjær sparker Aarhus Revyen skellet mellem klassisk og nyt ned.
»Velkommen til en historisk aften. Efter otte år med tørke er Smilets Revy klar igen til at sætte verden på standby,« sådan starter Aarhus Revyen.
Et show varer to timer og tyve minutter inklusiv pause. Revyen starter enten klokken 16 eller 20 på udvalgte dage.