Klimasatire på Svalegangen om kampen mellem det gode og det grønne liv
Klimaskam og skovterapi mikses med Freud i en undersøgelse af, hvorfor vi ikke bare laver en effektiv grøn omstilling.
I teaterstykket ”Historien om mig” ligger to kvinder på den psykologiske briks på Teateret Svalegangen.
De vil belyse, hvad det er inde i os, som kolliderer mellem det gode liv og et grønnere liv?
Som art har vi reguleret vores adfærd, men vores forbrug er stort set gået fri. Noget i os må dø. Men hvem er fremtidens menneske, og kan vi samarbejde på tværs af egne komfortbehov?
Det spørger Svalegangen om i en pressemeddelse.
I stykket ses Andrea Øst Birkkjær, der er datter af skuespillerne Tammi Øst og Michael Birkkjær og som bl.a. har spillet Alice i Eventyrland på Aarhus Teater. Og Trine Pallesen, der er datter af Per Pallesen og og Kirsten Peüliche. Hun er uddannet på Aarhus Teater og kendt fra bl.a. tv-serien Rejseholdet.
Mit happy place
I et rum af pilatesbolde, fuglekvidder og panfløjter har den ene af stykkets to kvinder, Andrea, søgt tilflugt. Det er hendes happy place. Der er skov og idyl, korn der blafrer og en himmel så skarp, som sådan en er på en Windows-95 baggrund. Og det skaber ro i Andrea. Her er hun langt fra hverdage fyldt med oversvømmelser og præstationspres.
Hun synes, at alt bare skal være dejligt, for verden er alligevel ved at gå under.
Men hendes bror er urolig ved situationen. Han beder derfor skuespilleren og klimaaktivisten, Trine Pallesen, om at kontakte Andrea, før hun komposterer sig selv i wellness. Så en dag hvor hun sidder i sin transportable, infrarøde sauna og mediterer, banker det på døren.
Den svære omstilling
»Hvorfor har vi svært ved at skabe en virkelig hurtig og effektiv grøn omstilling? Vi vil ind til kernen af fortællingen om vores civilisation. Fortællingen om os selv. Hvad er dit og mit narrativ om det gode liv? Og er det narrativ bæredygtigt? Kan vi skifte perspektiv og fortælle en ny historie om os selv? Det vil vi undersøge. Og vi kigger på alle niveauer. Menneskeligt, politisk, kulturelt,« forklarer dramatikeren, Vivian Nielsen.
Ikke bare de to kvinder men også verdenssamfundet ligger på den psykologiske briks i en dybderensende satire, der mixer klimaskam og skovterapi med Freud og neuroaffektiv udviklingspsykologi.
Histyorien om mig” spiller nu og frem til 29. april på Teatret Svalegangen og spiller på Teater V i København 3. – 14. maj.