Insekt plager danske hjem: Slip af med skægkræ

Skægkræet ligner sølvfisken, men er bedre til at gemme sig, og så kan det spise papiret i bøger og tapetet på væggene. Det er svært at komme af med skægkræ.

Artiklens øverste billede
Skægkræet ligner sølvfisken, men er bedre til at gemme sig, og så kan det spise papiret i bøger og tapetet på væggene. Det er svært at komme af med skægkræ. Foto: Adobe Stock

Du kender nok sølvfisken, det lille insekt, der af og til dukker op hen over køkkenbordet eller ude i bryggerset ved vaskemaskinen.

Nu er dens slægtning skægkræ også dukket op i Danmark inden for de seneste år. Ifølge skadedyrsbekæmpere er skægkræet nu et af de skadedyr, som de modtager allerflest henvendelser om.

Et fuldvoksent skægkræ er cirka to centimeter med antenner lige så lange som kroppen. Og så er skægkræet lidt mørkere end sølvfisken.

Du finder blandt andet insektet under paneler, i køkkenskuffer, i klædeskabet og i revner og sprækker i gulvet, fortæller Tommy Briting, der er driftschef og salgsdirektør hos Absolut Skadedyrsservice.

»Lige så snart man finder noget, der ligner sølvfisk, de steder, så er det med 99 procent sikkerhed skægkræ, man har fundet.«

»Det er svært at kende forskel. Der er folk, der tror, det er sølvfisk, og så viser det sig, det er skægkræ,« siger han.

Når først skægkræet er trængt ind i boligen, er det meget svært at komme af med insektet igen, fortæller Tommy Briting.

»Ædegift skulle være den mest effektive måde at komme af med skægkræ.«

»Samtidig med ædegiften sætter vi fælder op, og der kommer vi sirismel i som lokkemiddel, som lokker skægkræene til. Det har et meget højt proteinindhold, og skægkræ går efter protein,« siger han.

Du kan købe sirismel, der består af knuste fårekyllinger, på nettet, og så råder Tommy Briting dig til at forsøge med limfælder, som du for eksempel kan få i Matas.

Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer, fortæller, at du kan forsøge dig med insektspray med pyrethrin.

»Men det er sjældent, at vi ikke hører fra folk igen. Man er nødt til at overveje, om de kun er hos dig, eller om de er i hele opgangen. Det er ærgerligt at bruge penge på at få dem bekæmpet, hvis de kommer ned fra overboen,« siger han.

Skægkræet er meget invasivt og lever i op til syv år. Derfor kan det også være nødvendigt at få hjælp til at fjerne insekterne. Ædegift kan du kun få hos en skadedyrsbekæmper.

Sørg dog også for at få støvsuget og gjort rent ofte. Det vil både virke forebyggende og kan fjerne en del skægkræ, når først de er kommet.

»Rengøring og støvsugning i paneler og ting og sager kan også holde dem væk. Sørger du for det, er du selv med til at sørge for, at der ikke kommer skægkræ,« siger Tommy Briting.

Skægkræ kan komme ind i din bolig, hvis naboen har dem, men du kan også få insekterne med hjem i tasken eller i papkasser, du får tilsendt. Skægkræ kan nemlig godt lide cellulose, der er i pap, karton og noget papir.

Insektet kan sågar finde på at gå i dine bøger, siger Claus Schultz.

»En sølvfisk, der render ind i en revne på badeværelset, når du tænder lyset om natten, ja, det kan du leve med.«

»Men skægkræ er på bogreoler, og de spiser jo papir og tapet. Så de er alle mulige steder. Jeg har været ude ved en, der havde fået begnavet et LP-omslag til ”The White Album” af The Beatles. Han var virkelig ked af det,« siger Claus Schultz.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen