Han fik smadret sit øje og så sin ven blive skudt: Nu vil Allan give tilbage med fødder der knuser

Allan Rostgaard søger sjælefred. Han må kæmpe for den.

Artiklens øverste billede
Allan Rostgaards liv har ikke været som dit. Det skal du være glad for.

Han kigger op. Han når at se den komme. Så rammer flasken hans øje.

Inden øjet lukker, ser Allan en blodstråle springe fra sit ansigt. Strålen af blod er det allersidste, han kommer til at se med sit højre øje. Det, der for et sekund siden var inde i hans øje, hænger nu på hans kind.

En chokeret vagt hjælper Allan gennem menneskemængden. Ind i en ambulance. Ba-bu, ba-bu til hospitalet. Allan bliver lagt i narkose i to dage, mens en tysk specialist, fløjet ind til lejligheden, forsørger at redde det ødelagte øje.

Allan Rostgaard er 18 år. Han har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Igen.

En helt ung Allan i niende klasse. Billedet er et skolefoto.

Sort bælte, tredje dan

Det er til Rockshow i Aarhus i 1998, at Allan mister synet på sit ene øje.

Ølflasken, Allan bliver ramt af, er næppe tiltænkt ham. Den bliver kastet, da vagter forsøger at holde en ophidset menneskeskare bag et hegn ved Tangkrogen. Personen, der kaster flasken, bliver aldrig fundet (det er måske meget godt).

Allan fortæller mig historien om den dag, han bliver halvt blind, første gang, vi snakker sammen. Telefonsamtalen varer 81 minutter.

Det vidner om en mand, der gerne vil snakke og en mand, der har noget på hjerte.

Jeg har været heldig. Mange af dem, jeg rendte rundt med, er røget ind og ud af fængslet. Der er også et par stykker, der er røget i svinget.

Allan har netop startet et voksenhold i taekwon-do i Sabro. Sidste sommer fik han banket et U15-hold op under Sabro IF Gymnastik. Med sort bælte, tredje dan, er Allan Rostgaard en kvalificeret instruktør.

Allan pjatter med en elev på U15-holdet i taekwon-do i Sabro.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg kørte ud til”

Jeg ringer til Allan i forbindelse med en noget ophedet debat i den lokale facebookgruppe ”Sabro”. Flere beboere nær fritidsklubben Byggeren føler sig chikanerede af unge, der spiller bold og larmer til ud på natten.

Allan vil ikke kaste med snavs eller ”øffe bag en computer”, så klokken 23 en aften kører han i stedet hen til Byggeren for at mødes med de unge.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg kørte ud til, men jeg mødte fire rigtig søde danskere med anden etnisk baggrund. Det kan måske lyde voldsomt, når de råber på et udenlandsk sprog sent om aftenen, men de var ikke ballademagere,” siger Allan Rostgaard til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

”De kunne godt sætte sig ind i, at det nok larmede. Jeg tror ikke, de vidste, at lyden var så høj 75 meter væk.”

Allan fortæller, at gruppen af unge tager hjem, da han gør. Det er omkring klokken 01 om natten.

Jeg har haft en tendens til at tiltrække nogle bøller. Han kommer også til at tage nogle under sine vinger. Jeg tror ikke, han kan lade være.

Det er typisk Allan at gøre noget aktivt, når det handler om unge mennesker, der måske har brug for støtte.

”Man er nødt til at snakke lidt med dem. Man skal ikke skælde dem ud eller tale ned til dem, og man skal ikke møde op i en gruppe. Det vil de føle som en trussel,” siger han.

Da Allan møder de unge, er han iklædt en træningstrøje, der skriger, at han dyrker taekwon-do.

”Hvis jeg kan trække en eller to hen til klubben i stedet for at tosse rundt med en boombox til langt ud på natten, fortæller de måske om det til deres venner. Så kan jeg måske få flere til at se, at der findes en anden vej,” siger han til Lokalavisen Aarhus.

At finde en anden vej er et helt centralt emne i Allan Rostgaards liv.

Taekwon-do er en kampsport, men også en livsfilosofi og en måde at anskue livet på. Sportens udøvere forsøger angiveligt at opnå indre balance og dermed harmoni mellem krop og ånd.

Straight outta Tilst

Allan er født i Tilst, hvor han ifølge eget udsagn vokser op i et hårdt miljø. Han flytter sammen med sin mor til Sabro, da han er 12 år.

I Sabro bliver han venner med nogle unge gutter, der nok kan betegnes som utilpassede. Der opstår med tiden en konflikt mellem to grupperinger, der hver især tæller unge fra både Tilst og Sabro.

Jeg træner 25 børn i hård discplin. Jeg prøver at lære dem, at høflighed og ærlighed kommer først.

Allan kender ”krigerne” i begge grupper.

”Det var en intern kamp, og vi var ikke til fare for andre, men det var virkelig, virkelig voldsomt. Jeg så en kammerat blive skudt i halsen med en gammel, gammel pistol. En anden blev slået i ansigtet med en oversavet billardkø, der var boret bly i enden af,” siger Allan Rostgaard til Lokalavisen Aarhus.

Med en højde på omkring 157 centimeter i teenageårene er Allan ikke umiddelbart frygtindgydende. I det miljø, han færdes i, er han nødt til at vise, at han ikke er svag.

”Så er det nemmeste at blive en lille voldspsykopat,” siger han.

Hans kammerater sammenligner ham med en pekingeser (hunderace). Tankegangen er, at han er lille, arrig og ikke bange for at gå til angreb.

Konflikten mellem de to grupper gør folk i Sabro bange, fortæller Allan. Der er meget frygt i byen, og ingen tager hånd om situationen, lyder det.

Allan var med egne ord omkring 158 centimeter høj, til han blev 20 år. I dag er han 180 cm. Han siger, at han første begyndte at vokse, da han begyndte på taekwon-do.

Under vingen

Som 20-årig er Allan en ”bøllebob”, og det samme er de fleste, han hænger ud med.

Han spiller fodbold på et hold, der træner ved Lisbjergskolen. En dag efter træning og omklædning åbner han lidt tilfældigt døren ind til en sal, han ikke før har været i.

Den handling kommer til at ændre hans liv permanent. I salen er instruktør Thomas Brandt ved at træne et taekwon-dohold.

”Thomas Brandt tog mig under vingen. Han gav mig noget at stile efter ud over ballade, og han har aldrig slået hånden af mig. Han er min mester den dag i dag. Thomas er alt det, jeg ikke var dengang,” siger Allan Rostgaard.

Allan (midten med rød hat) var på trods af sin ringe højde målmand i den lokale fodboldklub. Her er han 14 år.

Føler sig forpligtet til at hjælpe

I dag er Thomas Brandt 48 år og chefinstruktør for ITF taekwon-do i Danmark samt præsident for IFT Danmark.

Han husker, hvordan han i sin tid må lave et særligt program, så Allan kan træne de dage, hvor resten af klubben ikke træner.

”Allan er ufattelig dedikeret, når han sætter sig noget for,” siger Thomas Brandt til Lokalavisen Aarhus.

Han beskriver Allan som et rigtig godt menneske. Et menneske, der føler sig forpligtet til at hjælpe andre, der har brug for det.

”Han har været en del igennem i sit liv, og han ved om nogen, hvad det betyder at blive set og spurgt ind til. Han ved, hvor vigtigt det er at komme ind i et positivt fællesskab,” siger Thomas Brandt og fortsætter:

”Han ser sin sport som en metode til at holde sig på rette vej, og han vil gerne give videre. Han vil gerne vise, hvad taekwon-do kan gøre for unge, der måske ikke har det så godt.”

Han er det, vi i mangel af bedre kalder en ildsjæl. Han er altid villig til at gøre en ekstra indsats for børnene, og så er han meget behagelig at være sammen med.

Thomas Brandt (tv.) ses her sammen med Allan Rostgaard til VM i taekwon-do i 2003.

Skeletter i skabet

I 2003 debuterer Allan på landsholdet i taekwon-do. Det sker i forbindelse med et verdensmesterskab i Grækenland.

”Taekwon-do har givet mig selvtillid. Det har gjort mig til et bedre menneske. Det er en livsstil. Det er sportens skyld, at mit liv ikke er faldet helt fra hinanden,” siger Allan Rostgaard.

Allan har gennem sit liv haft brug for hjælp til at holde sig på rette vej. Der har, forstår man, været flere kedelige episoder også efter, han er begyndt at dyrke taekwon-do. Ikke alle har pæne ting at sige om Allan.

”Jeg har mange skeletter i skabet. Jeg er kraftedme ikke nogen engel, men jeg kunne have undgået meget af den ballade, jeg har været ude i, hvis jeg havde startet med taekwon-do noget tidligere,” siger han.

Det liv, Allan har levet, har givet ar. Flest mentale. Læger har givet ham flere psykiatriske diagnoser.

I dag er Allan Rostgaard førtidspensionist. Det betyder, at han kan hellige sig sin mission.

”Jeg føler, jeg skylder Sabro. Jeg vil gerne give tilbage, og jeg føler, at jeg ved, hvordan jeg kan gøre det. Jeg vil gerne vil lære fra mig. Jeg vil gerne gøre gode ting for andre,” siger han.

Allan Rostgaard er 41 år og bor i Hammel

Allan Rostgaard modtog sidste år en frivillighedspris for sin "ekstraordinære indsats" som kampsportunderviser i Sabro IF. Han savner Sabro, og hvis han på et tidspunkt skal flytte fra Hammel, bliver det dertil.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen