Lokale guider til oplevelser i Østjylland

Mennesker med lokalkendskab skal vejlede lokale og turister til bedre oplevelser i Aarhusområdet.

Artiklens øverste billede
En af de lokale guider fra Østjylland er Kim Rath Kofoed, som guider til strande i Norddjurs. Pr-foto

VisitAarhus er netop gået i luften med en ny kampagne for at trække danskere til Østjylland i år. Det sker via personlige anbefalinger fra de lokale. En undersøgelse foretaget af Epinion for VisitDenmark viser, at over 25 pct. af de gæster, der besøger en feriedestination, gør det på baggrund af personlige anbefalinger.

Sidste sommer oplevede Aarhusregionen en stigning i besøgstallet i sommerferien på hele 12,3 pct., mod en stigning på blot 0,4 pct. for hele Danmark, oplyser VisitAarhus i en pressemeddelelse.

Sidste år lavede VisitAarhus en kampagne, hvor lokale delte billeder af lokale natur- og kulturperler med hashtagget #vihardethele. I år forsætter VisitAarhus i samme spor med den nye kampagne ”Din bedste guide er lokal”.

Nu skal lokale borgere guide gæster til oplevelser i hele Aarhusregionen gennem konkrete, personlige anbefalinger, lyder det fra Visit Aarhus.

»Vores erfaringer fra sidste års kampagne og den viden vi nu har fra VisitDenmarks undersøgelse, fortæller os, at vi er på rette spor, når vi beder de lokale om hjælp til at trække gæster til Aarhusregionen. Der er ingen tvivl om, at det er de lokale, der kender deres eget område bedst. Det er dem, der kan give de bedste tips og tricks, uanset om du skal på vandre- eller cykeltur, på stranden eller i byen. Jeg glæder mig derfor meget til, at kampagnen nu kommer ud at leve og inspirere til de bedste oplevelser i vores destination,« siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

Allerede nu er de første seks guides samlet på hjemmesiden dinlokaleguide.dk og mange flere kommer til hen over året. Anbefalingerne skal tiltrække gæster fra hele Danmark, samtidig med at de skal inspirere lokale til nye oplevelser i eget område.

Man kan blandt andre møde Jon Edlund, kendt fra Den Store Bagedyst, der guider til fem stop i det salte og søde køkken i Aarhus. Asser Øllgaard og Brian Rasmussen fra Randers Regnskov guider til en kanotur på Gudenåen og Kim Rath Kofoed, kendt som BioKim fra Kattegatcentret, guider til en tur på stranden på Norddjurs.

»At være lokal guide, taler rigtig godt ind i mit daglige arbejde, for jeg brænder for at få flere til at synes, at natur og dyr er fedt. Jeg håber, at min guide kan gøre, at strandturen ikke bare reduceres til en gå- eller badetur, men i stedet suppleres med en sjov aktivitet som gør, at folk bruger længere tid i naturen og forhåbentlig får endnu mere lyst til at tage på tur igen,« udtaler Kim Rath Kofoed i pressemeddelelsen.

Som en del af initiativet kan man også møde Marie Carlsen, der har Instagramprofilen ”morogmor”. Hun guider gæster til lokale oplevelser med fokus på børnefamilier og byferie i Aarhus.

»Det er ikke alt, man kan google sig til og ved at bruge guiden, får man essensen af byen på kort tid. Når det kommer til børnefamilier, giver det et anderledes kulturelt input at tage på storbyferie, og man får som familie en hel masse indtryk at snakke om,« siger Marie Carlsen.

Kampagnen løber hele året. Der kommer løbende nye guides på siden fra alle dele af destinationen. Guiderne vil variere i indhold i forhold til sæson og interesseområder, så alle typer gæster kan få glæde af dem, uanset om man skal på storbyferie, ud i naturen eller er på ferie med børn eller vennepar.

Lokalavisen

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen