Bonderøven i nyt stort projekt på størrelse med Kina

Frank Erichsen er blevet medlem af FN's advisory board, hvor han skal rådgive om beskyttelse og genoprettelse af naturen verden over.

Artiklens øverste billede
Frank Erichsen alias Bonderøven skal nu bruge sin ekspertise i FN-regi. Arkivfoto

Den selverklærede bonderøv Frank Erichsen har siden 2008 slået dørene op til sit selvforsynende liv på Kastaniegaarden i Revn ved Grenaa på Djursland. Her har seerne kunnet følge ham i DR-programmet ”Frank og Kastaniegaarden”, som tidligere var kendt under titlen ”Bonderøven”.

Frank Erichsen har også formidlet sine erfaringer om det grønne liv i DR-dokumentaren ”Giv os naturen tilbage”. Og den har man altså også set i FN, som gerne vil bruge hans ekspertise.

Frank Erichsen er nemlig blevet inviteret til at være medlem af FN’s advisory board, hvor han skal rådgive om beskyttelse og genoprettelse af naturen verden over.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

»Det er en stor ære, at FN vil gøre brug af den viden og erfaring, jeg har opbygget gennem årene om naturens livsbetingelser,« siger Frank Erichsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Biodiversitetskrisen er alvorlig. Forudsætningen for, at vi kan komme krisen til livs, er at finde en måde at sameksistere på arterne imellem. Jeg ser frem til at dele ud af mine erfaringer og udveksle viden og idéer med repræsentanterne fra de andre lande. Det er yderst motiverende og et stort ansvar at bidrage til at fremme naturens vilkår - ikke bare i Danmark, men i hele verden,« lyder det fra Frank Erichsen.

Allerede senere i juni finder den første miljøkonference sted med deltagelse af Frank Erichsen og de øvrige 24 medlemmer af det nyudnævnte advisory board, som frem til 2030 skal arbejde med genopbygningen af økosystemer.

En af ambitionerne er at give plads til ny vild natur svarende til et areal på størrelse med Kina.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen