Michelin-stjerner: Spiseguide-redaktør forventer ingen ændring efter corona

Mandag aften uddeles der endnu engang Michelinstjerner. Redaktøren for "Den Danske Spiseguide" mener ikke, at den lange nedlukning af restaurationsbranchen kommer til at have indflydelse på aftenens resultat. Han håber i stedet, at særligt én aarhusiansk Michelin-kending hiver en ekstra stjerne med hjem.

Artiklens øverste billede
Restaurant Substans, som ligger på 11. sal i det nye Pakhusene på Aarhus Ø, mistede deres Michelin-stjerne ved flytningen til nye lokaler. Nu håber ejer René Mammen (forrest) at få stjernen tilbage. Foto: Mads Frost

Efter en længere pause er det endnu engang blevet tid. Mandag aften bliver de eftertragtede Michelin-stjerner uddelt. Bent Christensen, der er redaktør for og udgiver af Den Danske Spiseguide, som er udkommet siden 1978, mener ikke, at de mange corona-nedlukninger kommer til at være udslagsgivende ved aftenens arrangement.

»Jeg tror ikke, at der kommer til at ske det helt store, og jeg tror ikke, at corona har haft en særlig indvirkning på antallet af stjerner i Aarhus. Jeg tror selvfølgelig, at Michelin har taget bestik af situationen og forsøgt at navigere udenom besøg steder, der har været ramt af nedlukning,« forklarer Bent Christensen.

Aarhus mangler stjerner

I Michelins Nordic Guide 2020 fik tre aarhusianske restauranter tildelt en Michelinstjerne. Både Frederikshøj, Gastromé og Domestic udmærkede sig med en stjerne hver, da ranglisten i februar skulle opdateres. Men i følge Bent Christensen er det langt fra nok.

»Tre stjerner er bedrøveligt lavt for en by af Aarhus’ størrelse. Det er lidt specielt, at man ikke er tydeligere markeret i restaurant-billedet af Danmark. Det er dybt beklageligt,« siger Bent Christensen.

Omvendt tror og håber han, at de tre restauranter beholder deres stjerner fra foregående år, og skal retfærdigheden ske fyldest, fortjener Frederikshøj ifølge Bent Christensen en ekstra stjerne til aftenens offentliggørelse.

»Jeg mener helt bestemt, at Frederikshøj har gjort sig fortjent til en ekstra stjerne gennem flere år. Det er ikke et rimeligt niveau, som Michelin har antydet for Frederikshøj,« forklarer Bent Christensen.

Usikre stjerner

Coronakrisen har bl.a. ramt den aarhusianske Michelin-restaurant, Gastromé, der i marts 2021 gik konkurs. Men længe gik der ikke, før den genopstod i nyt selskab. Trods et turbulent år mener Bent Christensen stadig godt, at spisestedet bør kunne beholde sin stjerne.

Bent Christensen er mere usikker, når det angår Pakhusenes nylige tilflyttere, Substans. Da Michelin-stjernerne blev uddelt i 2020 manglede restauranten blandt de udvalgte. Restaurant Substans mistede sin stjerne efter de i 2019 flyttede i nye lokaler på Aarhus Ø.

»Jeg tør ikke føle mig overbevist om, hvordan resultatet ender for Substans. Men jeg synes, de gør ret i at håbe på en stjerne. Det helt store spørgsmål er jo, om Michelin har oplevet noget bedre eller værre end ved sidste besøg,« fortæller Bent Christensen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen