Cool Car Race fylder Bispetorvet med millioner

Den ene bil i millionklassen efter den anden holder på række på Bispetorvet her til eftermiddag. Cool Car Race kører i år for 10. gang, og Aarhus er deres næstsidste stop. Sammen med Joey Moe tjener de en (plus-minus) million.

Artiklens øverste billede
Biler i millionklassen på Bispetorvet. Foto: Mille WInther

Enkelte ting på Bispetorvet afslører, at der er noget i gærde på denne ellers ganske almindelige fredag i september. En bil med blå blink, hvor der står Cool Cops langs siden, et par vagter med walkie talkier, der dirigerer aarhusianerne rundt, en lille scene foran kirken, hvor to gutter spiller enkelte toner på guitar og klaver. Det er Joey Moes hold, der sætter op.

Folk begynder langsomt at strømme til. Efterårsblæsten flår i flagene, der står rundt omkring. Klokken er i skrivende stund to om eftermiddagen. Om ganske kort tid vil Danmarks nok dyreste biler spinde ind foran domkirken.

En Ferrari og to Porscher. Foto: Mille Winther

Fem minutter senere kan man høre en bil, der gasser kraftigt op. En hvid Lamborghini ruller ind på pladsen og kører langsomt rundt – som en kat, der har fået øje på guldfiskene i bowlen. Derfra kommer den næste og den næste og den næste. En rød Ferrari, en regnbuefarvet Porsche, endnu en Lamborghini. Staying Alive spiller fra en soundbox et sted.

Melvin Kakooza, Dar Salin og Jacob Risgaard i en regn af konfetti. Foto: Mille Winther

Svedbånd i panden og en Ferrari i lommen

Et nikesæt i rød, grønt og sort, et svedbånd i panden og en Ferrari i baglommen. Den aarhusianske erhvervsmand og stifter af LaserTryk og Ild.Pizza, Anders Grønborg, står med hænderne i lommen og fortæller, at dette er hans tredje tur rundt med Cool Car Race.

LasetTryk og Ilt.Pizza-stifter Anders Grønborg. Foto: Mille Winther

»Det er jo dejligt at kunne støtte et velgørenhedsprojekt og have det lidt sjovt samtidig«, siger han og fortsætter:

»Det er forskelligt, hvor meget opbakning der er i byerne, men det her er klart noget af det bedre. Men det er også Aarhus, og det er jo det, vi kan!«

Ruten startede i Odense i går, hvor deltagerne kørte til Kolding. I dag har de så ramt Aarhus; deres næstsidste stop.

Melvin Kakooza og Dar Salim. Foto: Mille Winther

Pulsen stiger

Cool Car Race havde sin begyndelse i 2010. Et velgørenhedsløb med luksusbiler, der er startet af Coolshop-stifteren, Jacob Risgaard. Alt overskud, der samles ind i løbet af de tre dage, hvor arrangementet står på, går til udsatte børn rundt omkring i Danmark.

»Se lige hvilken modtagelse vi får af Aarhus,« siger Jacob Risgaard storsmilende og slår den ene arm ud mod Bispetorvet. Der er konfetti og mennesker over alt omkring ham. Og en McLaren lige bag ham. Læderjakke, en CoolUnite-kasket og solbriller.

»Folk køber jo sådan nogle biler her, fordi de godt kan lide at dele glæden med andre. Når man kører ind ad sådan en allé her, og der er sort af mennesker på begge sider, der tager billeder, så stiger pulsen altså lidt. Man bliver både lidt genert og lidt stolt.«

Jacob Risgaard og en McLaren. Foto: Mille Winther


Sidst løbet blev afholdt, blev der samlet omkring to millioner kroner ind – en rekord, som Risgaard satser på at slå i år.

»Det går vist tossetgodt med indsamlingen! Vi skal slå rekorden! Det er det eneste, der er vigtigt for mig, det er det eneste, jeg tænker på hele tiden.«

Dråber begynder at falde, men det tynder ikke ud i mængden. Joey Moe synger, at han har tjent en million og får skaren til at synge med.

Joey Moe tæller ugens dage foran domkirken. Foto: Mille Winther

Løbet slutter i morgen i Aalborg.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen