Madklubben er klar med Aarhusåbning i østens tegn

Madklubben indtager gamle banklokaler med asiatiske lækkerier og karaoke på Frederiksbjerg.

Artiklens øverste billede
Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Bugnede baos, rød karry og dampede dumplings over grillet yakitori vil snart kunne duftes på Frederiksbjerg, når Madklubben åbner den pan-asiatiske Madklubben-darling, Hanzō, i slut november. Hanzō havde sine spæde dage i København, hvor den blev enormt populær. Og nu er det altså aarhusianernes tur.

Sådan skriver Madklubben i en pressemeddelelse.

De nye rammer for Hanzō bliver i den gamle Arbejdernes Landsbank på Frederiksbjerg. Tanken bag er at omdanne M. P. Bruuns Gade 22-24 fra støvede kontanthævninger og samtaler om renteloft og pensionsindbetalinger til en af Aarhus’ mest imponerende restauranter. Hvor der bogstavelig talt er højt til loftet - 7 meter - og interiør i alverdens farver.

De gamle bankbokse vil blive genbrugt til et nyt formål: Toiletter. Og et af bankens lokaler vil springe ud som specialbygget karaokerum pyntet med kulørte lamper og leopardtæpper.

Fra alle kontinentets hjørner

Ifølge pressemeddelelsen er Hanzōs menukort ikke styret af landegrænser. Tværtimod vil retterne bevæge sig i stedet ud i alle hjørner af det asiatiske kontinentet og byde på velkendte, klassiske retter, men også udfordre gæsternes smagsløg med ukendte sager.

Pressefoto

Det asiatiske køkken har en særlig plads i hjertekuglen hos Anders Aagaard, Madklubbens ejer. Og det er ikke et tilfælde, at Anders Aagaard lader Hanzō i Aarhus blive Madklubbens næste store satsning.

»Asien kan jo det hele. Sprødt, blødt, surt, sødt, salt, bittert – det hele er repræsenteret i selv den mindste dumpling. Vi lader os ikke begrænse af landegrænser, så på Hanzō får man mulighed for at lukke øjnene og begive sig rundt i hele Asien på en enkelt aften.«

Aarhus er ikke fremmede kanter for Anders Aagaard, da han i forvejen har stået for syv restaurantåbninger i byen.

»Hver eneste gang jeg er i Aarhus, bliver jeg mindet om, hvor kvalitetsbevidst en by, det er. Jeg er virkelig forelsket i, hvordan man er nødt til at gøre sig umage for at gøre Aarhusianeren tilfreds – og jeg tager det som en glædelig udfordring,« siger han og fortsætter.

»Med Hanzō ønsker vi at imponere vores gæster med mad, der smager fuldstændigt fantastisk, samtidig med at det kan betales. Og som altid, er lokalerne og omgivelserne en oplevelse i sig selv - faktisk bliver det den største restaurant i området - og jeg tør også at love, det bliver den mest festlige.«

Pressefoto

Karaoke og sommerfugle

Hanzō bliver ikke udelukkende for de madglade, da restauranten vil holde åbent til kl 2.00 i weekenden og sende cocktails over disken. Og med eller uden en drink i hånden, kan man byde sin svigermor eller kollega op til duet i det leopardplettede karaokerum.

»Der bliver lys i alle farver, pulserende musik fra baren, cocktails over det hele og et fantastisk feststemt personale, der er klar på at give gæsterne en oplevelse, de sent vil glemme. Og karaokerummet bliver simpelthen legendarisk. Det bliver en restaurant, man ikke har lyst til at tage hjem fra,« siger den spændte ejer, der oplyser i pressemeddelelsen, at han sjældent har haft så mange sommerfugle i maven over at åbne en restaurant.

På Hanzō er der plads til 200 spisende gæster og priserne vil matche Madklubbens øvrige restauranter i Aarhus.

Hanzō slår de gamle bankdøre op 29. oktober.

mw

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen