Vidste du det? Aarhus har sin egen naturkanon

10 steder i Aarhus Kommune har så store kvaliteter, at de er blevet en del af Aarhus Naturkanon.

Artiklens øverste billede
Mange steder i Aarhus kan man støde på hjorte, rå- og dådyr. I Marselisborg Dyrehave kan man komme helt tæt på. Foto Shutterstock

Naturkanon - det er ikke en kanon, der med et brag skyder natur ud i småstykker. Læg trykket på første stavelse, og så betyder ordet en samling af noget, der er så forbilledligt, at det menes at være særligt repræsentativt.

I Aarhus, der ligger så smukt ved vand og omkranset af smukke skove, fik vi i 2021 vores egen naturkanon.

Det er Aarhus Kommune, der i samarbejde med det Grønne Råd har stået bag udvælgelsen. Først udvalgte de 15 områder, og derefter kom de til afstemning hos aarhusianerne.

Aarhusianerne valgte steder spredt ud i hele kommunen – fra Mariendal Strand i syd til Egå Engsø i nord, Jeksendalen i vest og Riis Skov centralt i Aarhus.

Det var især Brabrand Sø og Årslev Engsø samt Marselisborgskovene, der fik mange stemmer. Det er steder, der i forvejen er meget populære.

Brabrand Sø

Brabrand Sø og Årslev Engsø ligger i Aarhus Ådal umiddelbart vest for Aarhus by. Ådalen er dannet som en tunneldal af smeltevand under sidste istid. Det er et stort naturområde på 530 hektar, der har en naturhistorisk betydning- og stor rekreativ værd.

Brabrand Sø og Årslev Engsø er to af de største søer i Aarhus Kommune. Søerne er hjemsted for et utal af yngle- og rastefugle. Søerne er bedst, når de besøges til fods eller på cykel. Du kan tage Brabrandstien helt inde fra Aarhus Midtby og følge stien langs Aarhus Å, til du kommer til søerne.

Turen rundt om begge søer er på ca. 17 kilometer. Brabrandstien har asfaltbelægning, mens stien rundt om Årslev Engsø er grusbelagt.

Marselisskovene

De smukke Marselisborgskove med de store gamle bøgetræer strækker sig langs kysten syd for Aarhus By. Skovene tilhørte slægten Marselis indtil 1896, hvor Aarhus Kommune overtog skovene og har drevet dem siden. Den del af Marselisborgskovene, som er med i Aarhus’ Naturkanon, strækker sig fra Oddervej i nord til Fløjstrup i syd og udgør ca. 600 hektar. Skovene hører til landets mest besøgte og byder på et væld af muligheder for gode naturoplevelser. I områdets nordlige del finder man Marselisborg Dyrehave, hvor du året rundt kan opleve og komme tæt på hjorte, dådyr og vildsvin.

Jeksendalen

Selvom Jeksendalen ikke ligger i Aahus, men i Hørning, så er den med i naturkanonen. Og starter man sin vandretur i Aarhus og følger den internationale vandrerute Aarhus-Silkeborg, så kommer man blandt andet forbi Jeksen Bæk, der har sit udløb i Aarhus Ådal, og så er Aarhus forbundet med den smukke og noget eventyrlige Jeksendal.

Jeksendalen starter vest for Hørning by og strækker sig mod nord, hvor den altså rammer Aarhus Ådal. I bunden af Jeksendalen løber Jeksen Bæk, som risler afsted med sit krystalklare vand.

Følger man en af de mange afmærkede ruter langs Jeksendalen, kommer man forbi både skovbeklædte dalskråninger, græsningsenge, overdrev, moseområder og dyrkede marker.

Jeksendalen omfatter 740 hektar smuk jord, og dalen blev fredet i 1979.

Fortsbotanisk have

Forstbotanisk Have er en af de mere oversete parker i Aarhus, men det er lidt synd, for den har en helt særlig karakter, der har inspireret til overskriften på indgangsportalen til haven, hvor der står ”Fredfyldt Park”.

Den ligger bag Marselisborg Slot og vest for Mindeparken med indgang fra Skovridervej.

Forstbotanisk Have er anlagt tilbage i 1923. På de ca. 5 hektar findes omkring 900 arter af træer og buske. Der er dog ikke tale om en park eller have i traditionel forstand.

Tværtimod, her er givet plads til mange træer, der ikke bliver fjernet, når de falder eller går ud. Det gør skoven til en mere naturlig skov.

De døde træer, som ligger i skovbunden udgør et vigtigt potentiale for et rigt svampe- og insektliv, og vi har brug for gode vilkår for insekterne.

De gamle træer giver også mulighed for, at flere fuglearter kan boltre sig. Blandt andet flagspætten og hulduen. Forstbotanisk have er smuk og har mange stedsegrønne planter, som gør skoven til en grøn oplevelse også om vinteren.

De 10 udvalgte natursteder i Aarhus Kommune.

Vestereng


Vestereng udgør et ca. 60 ha stort naturområde, der ligger umiddelbart syd for Aarhus Universitets Hospital i Skejby. Området er omkranset af industri- og boligområde, men ikke desto mindre er det en ægte naturperle. Det er et gammelt militært øvelsesterræn, hvilket de mange bunkere og voldanlæg vidner om. Vestereng består af både åbne græsarealer og gammel løvskov. Der er både hundeskov, diskgolf bane og et shelter på området.

Fraa Vestereng kan man gå videre mod syd og besøge ”rewildingprojektet” vest for Skejby Universitets Hospital med regnvandsbassiner og med fauna-og menneskepassage under Palludan Müllers Vej. Arealet afgræsses med kreaturer og er åbent for offentligheden.

Man kan støde på både rådyr og harer på vejen gennem Vestereng. Om foråret blomstrer de mange hvidtjørn, som står spredt i området.


Læs mere om alle 10 steder på aarhus.dk











Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen