Kapermanden i Den Gamle By har sluppet tøjlerne
Lars Brender blev 66 år gammel.
Efter 33 år som ejer af Aarhus Kaperkørsel har Lars Brender nu sluppet tøjlerne. I et stykke tid har han vidst, at det stod sløjt til med helbredet, og det blev efterhånden sjældent at se ham på bukken, når kapervognene kørte glade gæster rundt til en ekstra oplevelse i Den Gamle By. Tidligt om morgenen mandag 1. august kunne Lars Brender ikke mere. Han blev 66 år.
I Den Gamle By kommer vi til at savne den snakkesalige, skarpe og altid slagfærdige Lars Brender. Højkompetent som han var med stor viden om heste, vogne, landbrug, historie – ja der var næsten ikke det, Lars ikke vidste noget om. Han havde sit eget firma, Aarhus Kaperkørsel, som formelt set ikke var en del af Den Gamle By. Men i praksis har vi jo altid betragtet kaperne som hørende hjemme her. For hvad er Den Gamle By uden hestenes vrinsken, lyden af hove og vognhjul på brosten og ikke mindst den let sødlige lugt af hestemøg?
Lars Brender blev født 14. januar 1956. Han voksede op i Geding ved Mundelstrup og blev uddannet landmand. Han kom en del på det lokale travstutteri, og selvom han i en årrække var kommunal tjenestemand, så trak det med dyr i ham, ikke mindst holdt han af at arbejde med heste.
I 1989 sprang Lars Brender så ud som kapervognmand i Den Gamle By, og han har været med, da museet opførte Møntmestergården fra København, og ikke mindst har han fulgt opbygningen af de nye kvarterer, der har ført Den Gamle By op til en tid, som både han og mange af de gæster, han kørte med, kunne nikke genkendende til.
Basen i Den Gamle By har i alle årene være S.M Holsts købmandsgård, der under krigen blev flyttet fra Rådhuspladsen i Aarhus til Den Gamle By. Her holder hestefolket til, og her overnatter hestene, når de ikke græsser hjemme på gården i Fløjstrup ved Randers, hvor Lars Brender boede sammen med sin Ulla.
Til det sidste har Lars Brender ønsket, at hans livsværk skal leve videre i Den Gamle By, så museets mange gæster her fortsat kan både se, lugte, høre og fornemme stemninger fra en anden tid. I Den Gamle By deler vi håbet og lægger os i selen for at finde en model for, at kaperkørslen kan fortsætte. Vi synes også, det vil være den rigtige måde at mindes Lars Brender.
Æret være Lars Brenders minde.