Massiv regn kunne ikke spolere festen på Kulturtorvet
Pia Ørholst melder om flot premiere på loungeområde.
Selv om regnen væltede ned fra oven ved 14-tiden torsdag, så kunne vandmængderne alligevel ikke vaske smilet af Pia Ørholst, som driver Kafe K i Kulturhuset Skanderborg.
Vi har sat rekord, og det er helt vildt, så mange mennesker, der var
Rekorden er sat
Hermed hentydes til det nye område på Kulturtorvet, som i anledning af Smukby er omdannet til en kæmpemæssig lounge med brætspil og særlige områder til afslapning med hængekøjer, hvor alle var velkommen til at komme forbi og få et hvil.
Og det var der rigtig mange, der gjorde i de første dage af Smukby. Især torsdag var der mange mennesker.
»Vi har sat rekord, og det er helt vildt, så mange mennesker, der var,« siger Pia Ørholst.
Vel at mærke indtil regnen kom. Pia Ørholst og hendes medarbejdere fik således pludselig nok at gøre, da regnen begyndte at sile ned.
»Vi havde egentlig en buffet stående, men den lod vi stå, og så skyndte vi os ud for at få det hele ind i tørvejr,« lyder det med henvisning til, at både møbler og puder skulle i ly for det våde vejr hurtigst muligt.
Men selv om folk fortrak fra torvet, så var det ikke værre end at mange af dem søgte ly inde i Kafe K, hvor der hurtigt blev proppet både ved borde og i baren. Det dårlige vejr blev vendt til en lille fest, og Pia Ørholst måtte skrue op for musikken.
Massør fuldt booket
Som en af ingredienserne i indretningen af Kulturtorvet til et område med afslapning havde Henrik Lund fra Zonemassage.dk opstillet et telt, hvor han tilbød massage.
Henrik Lund bekræfter således også, at der var travlhed fra åbningen klokken 10 torsdag formiddag og indtil regnen kom ved 14.-tiden.
»Jeg har simpelt hen været fuldt booket både af folk, der har booket online, såvel som folk, der bare lige kom forbi,« lyder det.
Henrik Lund forklarer, at mange af klienterne den dag var folk i 45-50 års alderen, som havde overnattet i telt på Smukfest for første gang i mange år, og dermed var glade for at opdage, at der var mulighed for at få masseret ryggens ømme muskler.
Indtrykket hos Henrik Lund, som fik en sludder med mange af sine klienter, er, at mange kom til byen for at få lidt brunch, og så var det en sidegevinst, at der både var mulighed for at få massage og dertil for nogle desuden en lille lur i de hængekøjer, som var en del af Kulturtorvet i anledning af Smukby.