Se billederne: Helmig kunne måle sig med stjernerne, men én ting trak gevaldigt ned

Glem verdensstjernen Justin Bieber. Kongen af Aarhus, Thomas Helmig, tog Bøgeskoven med storm og ingen - heller ikke verdensstjerner - kunne måle sig med det, der skete her til aften.

Ved samtlige koncerter til dette års Smukfest var der smutveje rundt om Bøgescenen, hvor man lige kunne komme en anelse tættere på. Men ikke denne gang. Ikke, da Helmig tog styringen. Der var så proppet, at ingen græsstrå eller små stykker træflis lå uden fødder som dække.

Med blåt hår og briller i samme nuance, glimmerjakke og sølv bukser ventede han udenfor publikums synsfelt, mens hele Bøgeskoven kaldte på ham. Sådan syntes det i hvert fald, da man stod i folkemængden, der må have talt mange, mange tusind.

»Det går næsten altid galt, når vi’ i byen sammen.«

Thomas Helmigs karakteristiske stemmer brød småsnakken ned, og alle med stemmer sang med på ’Det er mig, der står herude og banker på’, da den aarhusianske sanger trådte ud på scenen.

Man fik en fornemmelse af, at hvis Helmig var en ret, ville alle spise ham.

Det må have være vildt at være Helmig denne sommer. Hovedpersonen bag Northsides hemmelighedskoncert, en gigantisk Ceres-koncert, beskuer til et regndansende menneskehav foran Orange scene til Roskilde Festival og så Bøgescenen i bedste sendetid på Smukfest.

»Jeg ved ikke, hvad I har taget, heller hvad I er på, men det har ikke aftaget, og det skal I have tak for. Det er en helt særlig oplevelse det her,« råbte Helmig efterfulgt af anslaget til ’Stupid man’.

Én ting kunne konstateres lørdag aften - ’Stupid man’ var ikke alene Helmigs sang længere, det var hele skovens! Og det anerkendte Thomas Helmig også i midt i det hele.

»Skanderborg, I får den for jer selv,« sagde han og vendte mikrofonen ud mod publikum.

Omkvædet rungede over og under trækronerne.

Der var ét kokset valg, der viste sit grimme ansigt igen og igen under koncerten: De opsatte skærmes billeder omkring Bøgescenerne.

Det var svært at se meningen med, hvorfor Smukfest havde lavet/var gået med til alle de psykedeliske mønstre, der jævnligt henlagde skærmene i stribede farver i stedet for at vise, hvad der faktisk foregik på scenen. Som vel også må siges at være skærmens formål. Det lignede en kunstnerisk vurdering, men det fungerede ikke på nogen måde. Rigtig mange mennesker stod langt væk fra scenen og kunne ikke se andet end regnbuefarver danse på skærmene i takt til musikken.

Folk var der for at se og høre Helmig. Så vis ham dog.

Dagslyset forsvandt under koncerten, og mørket faldt på. Tonerne til ’Malaga’ bølgede i bøgene, og skinnede lys fra mobiltelefoner strålede som små stjerner i menneskemængden.

Om muligt kunne publikum denne sang bedre end ’Stupid man’.

Til sidst gik Helmig ud på Gasolins ’Sirenesang’. Omkvædet blev gentaget igen og igen.

En time og 45 minutter var gået. Foran scenen - da de fleste var trukket væk - stod der en vennegruppe på fem-seks tilbage på »plus 40«, som de sagde.

»Det var så godt!« sagde en af vennerne, Sussi, og blev så hevet i albuen af en veninde.

»Må jeg sige noget? Jeg har en barndomsveninde, fra før jeg blev konfirmeret, og jeg var til Helmig-koncert allerede dengang. Nu har jeg mit VIP-armbånd,« siger hun og viser armbåndet frem på armen, der ganske rigtigt giver hende adgang til de ’hemmelige gange på Smukfest.

»...og jeg skal finde ham! Jeg er lige så forelsket i ham nu som den gang,« fortsatte hun og lagde armen om Sussis nakke.