Gorillaz bød på abefest: »I er mit folk!«
Det virtuelle britiske band indtog bøgescenen lørdag nat.
Gorillaz er et tegneserieband. Nej, jeg mener det faktisk. Bandet opstod i sin tid som et sideprojekt for Blur-forsangeren Damon Albarn og kunstneren Jamie Hewlett, for at blande det musikalske med det visuelle udtryk på en ny måde. De to aspekter har været uadskillelige siden bandet først bragede igennem på musikscenen med singlen ‘Clint Eastwood’ for 21 år siden.
På Smukfest kommer det visuelle aspekt til udtryk via en storskærm bag livebandet, der viser adskillige små tegnefilm tilpasset musikken, der spilles.
Vi skulle ikke mere end et par sange ind i settet, før Damon Albarn sætter tingene på pause et øjeblik, for at dele noget med publikum. Han har nemlig jyske rødder på sin mors side af familien.
»You are my people!« råbte han, mens publikum brød ud i jubel. Er der noget, vi kan lide i Danmark er det lidt hyggelig lokalpatriotisme!
Der har også været rig mulighed for publikum at få billeder og videoer helt tæt på den britiske musikstjerne. Flere gange under koncerten kom Albarn helt ned blandt publikum og gik rundt blandt de forreste rækker.
En stor del af Gorillaz’ musik er en perlerække af gæsteoptrædener fra diverse musikalske afkroge, om det er rock, hip hop eller funk. Af gode grunde kan alle ikke komme med på tour, så i stedet fik vi Robert Smith fra The Cure’s ansigt plastret på en måne, mens han sang på en optagelse i stedet.
Publikum fik sig dog en behagelig overraskelse, da Kelvin Mercer, også kendt som Posdnuos fra hip hop legenderne De La Soul kom på scenen for at udføre netop denne gruppes vokal i megahittet ‘Feel Good, Inc.’
Setlisten formåede at blande nyt og gammelt, men det var især klassikerne som førnævnte ’Feel Good, Inc’ og ‘Clint Eastwood’ der fik publikum i ekstase. Det var en perfekt afslutning på en musikalsk oplevelse, der var på niveau med det bedste, vi har set på festivalen i år.