Foreninger får over 100.000 kroner til nyt udstyr
En række aarhusianske ungdomsforeninger modtager penge til indkøb af nyt udstyr.
15 børne- og ungdomsforeninger i Aarhus har netop modtaget i alt 112.000 kr. til indkøb af nyt udstyr, der skaber mere aktivitet i foreningerne. Pengene kommer fra Aarhus Kommunens puljte til særligt dyrt materiel.
Det skriver Århus Ungdommens Fællesråd, som har stået for uddelingen, i en pressemeddelelse.
En af de foreninger, som kan se frem til en pose penge, er Søspejderne Stifinderne Sø, som har fået tilskud til nyt storsejl, der skal gøre det muligt at tage på længere togter med børn og unge.
»De lange sejlture er højdepunkterne for søspejdernes aktiviteter på vandet, og med det nye storsejl håber spejderne at give endnu flere unge mennesker muligheden for at blive søspejdere og i fællesskab udforske livet på vandet,« fortæller Christian Frich, tropsleder hos Søspejderne på Marselisborg Havn, i pressemeddelelsen.
Ud over støtte til det nye storsejl hos søspejderne er der i år givet tilskud til blandt andet højtalere, båludstyr, en snittekasse og telte til brug på spejderlejre. Puljen til særligt dyrt materiel uddeles en gang om året og støtter indkøb af udstyr, der skaber mere aktivitet for børn og unge i foreningerne, fremgår det af pressemeddelelsen.
jwh