Verdens bedste på sit instrument giver gratis koncert i Sankt Markus
Michala Petri, der er i verdenseliten for blokfløjter, danner stadig duo med sin eksmand Lars Hannibal, der spiller guitar.
Tirsdag 13. december klokken 19.30 er der koncert i Sankt Markus Kirke med Michala Petri og Lars Hannibal.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Petri/Hannibal Duo har i 30 år været en fast del af det danske og internationale musikliv. Siden 1992 har de spillet over 2000 koncerter i hele verden, lige fra New Yorks Lincoln Center, Shanghai Concert Hall, Tokyos Suntory Hall og Londons South Bank til små koncerter i intime rammer.
Den danske verdensvirtuos, Michala Petri, giftede sig med sin gode kollega, Lars Hannibal. De to blev en fast duo, og selv om de siden hen blev skilt, arbejder de stadig tæt sammen.
Et af deres særkender har altid været en kombination af højeste musikalske niveau og en ligefrem og uhøjtidelig koncertform. Ud fra den tanke at klassisk musik er forståelig for alle, kommer de med små introduktioner til det særlige ved de enkelte værker, og programmerne har altid budt på både genkendelighed og udfordringer. Duoen ser stadig fremad og forfiner og tilpasser med deres erfaring programmerne og koncertoplevelserne til tiden i dag.
Man vil høre et varieret (jule-)program med kendt og ukendt som bevæger sig rundt i alle stemninger: Let, sørgmodigt, virtuost, alvorligt, meditativt, gammelt og nyt. Fælles for det hele er kommunikationen mellem alle i rummet og oplevelsen af øjeblikket.
Michala Petri og Lars Hannibal Duo har indtil nu udgivet otte albums – det seneste er Blue udkom sidste efterår med originalkompositioner af Lars Hannibal samt hans arrangementer af danske sange.
sø